Spring til indhold

Hest

En hest bruger hele kroppen, når den bevæger sig – og små spændinger eller ubalancer ét sted kan derfor påvirke resten af kroppen. Derfor handler en behandling hos mig ikke kun om at finde det sted, der gør ondt, men om at se på hesten som en helhed.

Jeg tilbyder både afbalancering og massage af hest, og hvilken behandling der giver bedst mening, afhænger af, hvad du og din hest har brug for.

Måske oplever du en konkret udfordring i ridningen, måske føles din hest anderledes end normalt, eller måske ønsker du blot at vedligeholde en sund og velfungerende krop. Uanset udgangspunktet tager jeg altid afsæt i den enkelte hest og det, du oplever i hverdagen og under ridning.

Målet er at hjælpe hesten til at fungere så godt som muligt – både fysisk og i samarbejdet med dig som rytter.

Afbalancering

Når du booker en afbalancering til din hest, tager jeg hele min værktøjskasse i brug.

Jeg kombinerer min viden og mine teknikker inden for blandt andet kraniosakralterapi, massage, fasciearbejde, fascielinjer og organterapi for at arbejde med det, din hest har brug for. Afbalanceringen afsluttes med BEMER hvis jeg vurderer at det er til gavn for hesten.

Afbalanceringen er en helhedsorienteret behandling, hvor jeg ikke på forhånd beslutter, hvad der skal behandles. Jeg tager udgangspunkt i din beskrivelse af hesten og det jeg mærker under behandlingen. Derfor kan to heste sagtens få vidt forskellige behandlinger, selvom de kommer med den samme problemstilling.

Det kan være relevant, hvis din hest har haft en udfordring gennem længere tid, hvis du oplever ændringer i bevægelse eller adfærd, hvis noget ikke fungerer helt som det plejer – eller hvis du gerne vil være på forkant og vedligeholde en velfungerende krop.

Målet er ikke blot at arbejde med det sted, hvor problemet viser sig, men at skabe de bedst mulige forudsætninger for, at hele hesten kan fungere og bevæge sig hensigtsmæssigt.

Massage

Massage er til dig, der gerne vil have fokus på din hests muskler – hvad enten det er for vedligeholdelse, efter træning eller fordi du oplever spændinger og ømhed.

Jeg arbejder med musklerne ud fra den enkelte hests behov og tilpasser både tryk og teknik undervejs. Behandlingen kan blandt andet indeholde klassisk massage, dybere muskelarbejde, triggerpunkter og arbejde med muskulaturens og fasciernes spændinger.

Massage kan være en god del af den løbende vedligeholdelse af en hest, der arbejder regelmæssigt. Det kan også være relevant, hvis bestemte muskelgrupper føles spændte, hvis hesten virker stiv eller øm efter træning, eller hvis du gerne vil give kroppen hjælp til at restituere.

Hvor afbalanceringen har et bredere og mere helhedsorienteret fokus, er massagen mere målrettet mod musklerne og deres spændingstilstand.

Behandlingen tilpasses altid den enkelte hest og dens aktuelle behov.